Vi startede før der kom TV

Grundstenen til Milo Radio – nu Milo lyd&billede – blev lagt af René Milos farfar med en butik tilbage i 1931. Det var en mand og kone butik på Roskildevej med speciale i foto. 16 år senere kom der også til at stå radio på facaden, og det var her Renés far, Arne Milo, startede sin karriere. Senere flyttede butikken til Damhus Boulevard.

I 1977 flyttede butikken til butiksarkaderne på Valhøjs Allé, hvor den hurtigt voksede sig større. Efter en endt uddannelse i radio/tv-branchen, blev René Milo en del af butikken. Salget fortsatte med at vokse, og i 2004 blev butikken flyttet ind i nye og større nabolokaler. Året efter blev generationsskiftet mellem Arne og René Milo en realitet, og Arne er stadigvæk en uvurderlig sparringspartner for René. Kort efter blev pladsen for trang igen, og den ”gamle” butik blev købt tilbage – den blev moderniseret og indrettet med specialindrettede miljøer med demonstrationsklare lyd- og billedsystemer.

Efter en lang periode som Panasonic Center valgte Milo Radio alternativer som Expert og som individuel radio/tv butik, men som René siger, så ruster gammel kærlighed ikke. Derfor står der igen Panasonic Center på facaden. Det har både Jan og René rigtig god samvittighed med, fordi deres erfaringer siger, at det nok har givet dem deres største kundetilfredshed nogensinde. Og samtidig med skiftet til Panasonic Center, er firmanavnet blevet ajourført til Milo lyd&billede. 

I marts 2018 startede et nyt kapitel. Efter mere end 40 år på Valhøjs Alle, flyttede Milo lyd&billede til Rødovre Centrum. Her åbnede de to separate butikker i den nye afdeling. En specialbutik med Bang & Olufsen og et Panasonic Center, som udover Panasonic også handler med Sonos, Bose, Harman Kardon Citation og Frislev specialmøbler. Udvidelsen og den nye attraktive og travle beliggenhed har betydet, at Milo har suppleret sin medarbejderstab med nye faglærte medarbejdere.

Milo lyd&billede
Rødovre Centrum, stueetagen butik 22
2610 Rødovre